Jyllandsposten 27. January 2005

Tivoli satser på aftale om park i Gdansk
Tivoli afviser, at den danske forlystelsespark allerede har besluttet sig for at åbne en park i den polske by Gdansk, som den polske avis Rzeczpospolita ellers har rapporteret, men bekræfter på den anden side, at der er forhandlinger i gang i Polen i lighed med en række andre lande.

- Det går godt i Polen, og det er et af de projekter, der er længst fremme, siger kommunikationschef Stine Lolk og bekræfter planerne, der omfatter en park i Østersøbyen Gdansk.

Hun understreger dog, at der ikke er taget beslutning endnu.

- Vi håber at kunne indgå en aftale i løbet af foråret, siger kommunikationschefen.

Der bliver dog ikke tale om en ny Tivoli-park, men en anden form for forlystelsespark. Tivoli gik nemlig for nogle år siden væk fra sin strategi om at etablere Tivoli-parker kloden rundt til i stedet at sælge konsulentydelser, baseret på Tivolis store viden om drift af forlystelsesparker - herunder markedsanalyser mv.

Stine Lolk påpeger dog, at det ikke er udelukket, at der kan komme flere Tivoli-parker end den, der findes i Kurashiki i Japan.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335 Fax: 33937450 E-mail: redaktion@rb-borsen.dk)